Medicinpræparaters virkning

Her kan du læse om virkningen af de forskellige typer af psykofarmaka og stærk smertestillende medicin. Klik her for en alfabetisk liste over alle præparater.

Virkning af antidepressiva

Et antidepressivum (i flertal kaldet antidepressiva) er et lægemiddel der anvendes til behandling af depression. Antidepressiva anvendes undertiden også til behandling af andre lidelser herunder angst, OCD, spiseforstyrrelser, kroniske smerter, neuropatiske smerter, ADHD, migræne, søvnforstyrrelser og stofmisbrug.

Antidepressiva opdeles i forskellige grupper, da indvirkningen på hjernen er meget forskellig fra den ene gruppe til den anden.

Klik her for en alfabetisk liste over præparater.

Virkning af antiepileptika

Medicinen bruges, som navnet indikerer, mod epilepsi. Visse antiepileptika kan i et vist omfang benyttes til behandling af depression og angst.

Pregabalin virker ved at binde sig til kaliumkanaler i cellen. Det er et relativt nyt lægemiddel i angstbehandlingen, men har længe været brugt forebyggende mod epilepsi. Mod angst anvendes det primært ved generaliseret angst.

Klik her for en alfabetisk liste over præparater.

Virkning af antispykotika

Medicin mod psykose kaldes antipsykotika eller antipsykotisk medicin. Det er en form for medicin, der bruges ved behandling af psykotiske symptomer, typisk hallucinationer og vrangforestillinger og anvendes derfor ved maniske tilstande og sindslidelser som skizofreni. Stofferne i medicinen virker også angstdæmpende og beroligende.

Al antipsykotisk medicin blokerer signalstoffet dopamin forskellige steder i hjernen, men der er også nogle typer antipsykotika der blokerer andre signalstoffer, bl.a. serotonin.

Dopamin er et vigtigt signalstof i nerveceller i særlige nervebaner, der har betydning for både psykologiske processer og muskelbevægelser. Når signalstoffets virkning hæmmes, svinder symptomerne på psykose. Både effekt og bivirkninger kan variere meget.

Den antipsykotiske virkning indtræder tidligst 1-2 uger efter behandlingens start og undertiden først efter 1-2 måneder. Virkningen kan vare flere uger efter, at behandlingen er ophørt. Den søvndyssende virkning indtræder derimod efter et par timer.

Klik her for en alfabetisk liste over præparater.

Virkning af benzodiazepiner

Benzodiazepiner er betegnelsen for en gruppe af stoffer der anvendes som medicin mod angst, søvnforstyrrelser, feberkramper og epileptiske anfald.

Benzodiazepiners virkning sker overvejende i centralnervesystemet (hjernen og rygmarven) idet effekten af den hæmmende neurotransmitter GABA øges. GABA har en beroligende, søvndyssende, angstnedsættende, antiepileptisk og muskelafslappende effekt.

Klik her for en alfabetisk liste over præparater.

Virkning af indslumringspiller

Indslumringspiller – Cyclopyrroloner – er et benzodiazepinlignende stof og har samme virkning og bivirkninger som benzodiazepiner, men er opbygget kemisk på en anden måde. Den væsentligste forskel på dem og benzodiazepinerne er varigheden af stoffets virkning.

Indslumringspillerne er kun virksomme i ganske få timer og bruges derfor overvejende som sovemedicin.

Medicinen er designet til, at man falder hurtigt i søvn, men giver ikke nødvendigvis en hel nattesøvn, da virkningen af pillen aftager hurtigt.

Det kan muligvis være årsagen til, at medicinen i mange år fejlagtigt er blevet kaldt de milde benzodiazepiner.

Der er dog intet mildt over dem og i rådgivningen oplever vi ofte, at brugerne nemt udvikler et massivt forbrug/misbrug af dem.

Vi ved, at mange oplever væsentlig mere uro og angst ved brug af cyclopyrroloner også efter kun få dages brug. Og vi antager, at dette kan være én af årsagerne til, at forbruget ofte øges ganske hurtigt.

Klik her for en alfabetisk liste over præparater.

Virkning af stærk smertestillende medicin (opioider)

Stærkere smerter behandles med morfin eller morfinlignende præparater, også kaldet opioider. Disse midler kan især ved start af behandlingen give kvalme, som kan afhjælpes med kvalmestillende midler. Forstoppelse ses meget hyppigt, og behandlingen skal stort set altid kombineres med afføringsmidler. 

Opioidreceptorer findes i centralnervesystemet i stor koncentration.

Opioiderne er traditionelt blevet inddelt i såkaldt højpotente opioider, fx morfin, og lavpotente opioider, fx tramadol.

Klik her for en alfabetisk liste over præparater.